miner

Odense Marineforenings minebøsse

Billederne: 1922 og 2022

På generalforsamling den 29. februar 1920 i industripalæet under eventuelt oplyste formanden, at bestyrelsen havde ansøgt om en minebøsse til indsamling af bidrag til forulykkede sømænds trængende efterladte og havde fået løfte om en sådan bøsse fra sømandsforeningen af 1856; han anmodede generalforsamlingen om sanktion til at andrage byrådet om at skænke kredse en plads til opstilling af bøssen. Det bevilgedes enstemmigt.

Den 25. Juli 1920 kunne Odense Marineforening endelig få sin Minebøsse indviet. At dette først kunne foregå nu, skyIdes i første Rœkke Odense Byråd, der har vœret 3 1/2 måned om at bestemme, hvor minen måtte stå; men har tiden vœret lang, så er pladsen, som anvistes, også den smukkeste og bedste, vi kunne tœnke os, i det smukke Munke mose anlœg lige syd for den prœgtige store sluse, hvor alle fremmede bliver ført hen for at se noget af Odenses smukkeste omgivelser.

Kl. 4 Eftermiddag pibes Marinerne til parade på Albani torv, og efter at flaget, under Honnørmarch og toner, var ført til fløjen, marcherede den ret store procession igennen byen til Munke mose, ledsaget af tusinder af tilskuere. Ved Pladsen, hvor den tilhyllede mine var anbragt, stod opstillet andre tusinder af tilskuere, så foreningens medlemmer havde stort arbejde med at bane sig Vej til bøssen, hvor der opmarcheredes til en halvkreds, som indsluttede bøssen, flaget, musikken og æresgæsterne: æresmedlem Kapt. Møller, formanden og hovedkasseren i hovedbestyrelsen, Grosserer K. L. E. Jensen og Valdemar Schou, samt Pressen. Forn1anden, telefonmester Buchgreitz trådte derefter frrem på en forhøjning og udtalte følgende: Når Marineforeningerne Landet over har taget lnitiativet til opstilling af minebøsser, så er det for at opfylde en del af foreningens formål, idet man vil søge at holde Interessen vedlige for vort søvœrn og søfart, og så vidt vore Midler tillader det at understøtte trœngende efterladte af sømœnd og marinere. Når man taler om at holde interessen vedlige for søvœrn og søfart i et land som Danmark, skulde man synes, at dette lyder som et paradoks, men desvœrre er det en Kendsgerning, at interessen som oftest kun findes hos dem, som har deres nœringsvej af søen, eller har sådanne pårørende, eller driver forretning ved søfart. Man hører så ofte, når bladene meddeler om forlis: Å de Stakler, at de skulde ende således ! men så har man gjort sin Indsats ved at udtale dette. Jeg tør forsikre, at staklerne ikke er dem, som bukkede under i kampen, men derimod dem, der blev tilbage efter forsørgeren, og det er disse, som vi gerne vil rœkke en hjœlpende Hånd.

Verdenskrigen har ganske vist gjort sit til, at det danske folk har åbnet øjnene lidt mere for, hvad søvœrn og søfart, er for Danmark, idet man indså, at uden vore søfolk, der modigt gik i faren og trodsede døden, kunde vi andre ikke have fået de nødvendighedsartikler, som vi trœngte så hårdt til. Og uden vor vagthavende marine vilde vi have vœret fuldstændig prisgivet minefaren på vore kyster og i vore farvande. Desværre kostede det store meneskeofre fra begge vore marineflåder, men trods alt dette svigtede vore søfolk Ikke. Sømandens gerning er altid farefuld, han har altid elementerne at trodse i kamp, og desværre er det ikke sjœldent, at der kræves ofre i denne Kamp. Vi her i Odense har desværre for ikke lang tid siden set et bevis derpå, da barken ,,Albert Høeg" forliste i den svenske skœrgård, og vi modtog de 5 unge søfolk i bårer, omvundne af vort smukke flag, der altid er den danske sømands stolthed.

Jeg beder de tilstedevœrende herrer om sammen med mine kammerater at blotte deres hoved, imedens vi sœnker vort flag til ære og minde for heltene, som blev derude. Musikken spillede og foreningens medlemmer sang derefter sidste vers af sang nr. 26 i Marineforeningens sangbog. Det var et gribende øjeblik, da alle blottede hovedet cg flaget sœnkedes - ikke en eneste lyd hørtes fra den store menneskemœngde. Herefter afdœkkedes minen, og formanden erklærerede den for indviet, idet han udtalte en tak til byrådet for den smukke plads, til Det forenede Dampskibsselskab for transporten af minebøssen, til kommunens arbejdere for opstillingen. Bøssen er en original engelsk sømine, som den benyttedes under verdenskrigen og som den er bjærget op af sit element; kun er den djœvelske ladning fjernet, og nu bliver det Deres sag, mine damer og herrer samt alle de besøgende her, at sørge for en ny ladning til at lindre nøden for sømœndenes trœngende efterladte. Jeg skal nu vise Dem hvorledes man benytter minebøssen, og opfordre dem alle til at prøve.

Herefter nedlagde formanden den førsle pengeseddel i bøssen, og nu begyndte en kamp for at følge eksemplet.

Marineforeningen marcherede nu tilbage til Albani torv, hvor flaget afleveredes under honnørmarchens toner, og Medlemmerne begav sig derefter ìnd i industripalœet for at fejre en stilfuld fest sammen med de ventende damer. Det er unødvendigt at referere festen, da den forløb som sœdvanlig på den allerfornøjeligste og bedste måde ved et festmåltid, hvor der holdtes taler for Hs. Maj. Kongen, for Marineforeningen, for æresgæsterne, Pressen, Damerne o. s. v. Festen sluttede med en kvik svingom, og kl. 12 blev flaget halet ned, hvorefter der blev pebes ”Til Køjerne”.

Under festen indløb telegram fra Formanden for Faaborg-Kredsen, fabrikant C. C. Jensen, og afsendtes Telegram til Kapt. Ewald, der desvœrre var forhindret i at vœre tilstede.

Det kan sikkert interessere medlemmerne at vide, at bøssen tømtes 1. Gang en time efter indvielsen og indeholdt da 200 Kr.

Minebøssen bœrer en svœr messingplade med følgende graverede indskrift:

 

ENGELSK SØMINE

BENYTTET UNDER VERDENSKRIGEN 1914-19

MODTAGER BIDRAG TIL FORULYKKEDE SØMÆNDS

TRÆNGENDE EFTERLADTE

REJST AF MARINEFORENINGEN FOR ODENSE OG OMEGN

DEN 22/7-1920

 

Kilde: Under Dannebrog 7. Aargang hæfte 8

Støt vores sponsorer, de støtter os

Hvem er på

Vi har 77 gæster og ingen medlemmer online